Sejr ved SailExtreme 2010


Ved årets første store TORM Junior Grandprix, SailExtreme i Kerteminde, gik sejren i Feva klassen suverænt til Filip & Julie fra BSS Ungdom med 4 sejre og en 2. plads.

SailExtreme i Kerteminde er Nordens største jollestævne, og med omkring 750 deltagere fra mange lande i 660 joller i forskellige 14 typer i år er SailExtreme 2010 det største jollestævne der er afholdt i Danmark.

BSS Ungdom deltog med 2 Fevaer med besætningerne Filip & Julie i DEN 3288 og Louise & Caroline i DEN 2384. På B banen, hvor der blev sejlet på en trapez bane, sejlede 12 Fevaer sammen med Optimist Sølvfeltet og B-Optimisterne.

Blandt Fevaerne deltog 6 af de 8 både, der også er tilmeldt VM i Carnac i Frankrig, så SailExtreme ville også give en indikation af niveauet.

I første sejlads lagde Filip & Julie sig helt frem i feltet og sluttede på en sikker 1. plads foran Mads & Pernille fra SKB. Det gav selvtillid til 2. og 3. sejlads som uden den store dramatik blev vundet meget overbevisende med et halvt krydsbens forspring.

Ved 4. sejlads var vindet aftaget, præcis som vejrudsigten havde forudsagt. Ved starten var der klar fordel ved bagbord mærke og Filip & Julie satsede på en bagbord-halse start ved bagbord mærke, som de tidligere havde haft succes med. Men denne gang tyvstartede de og fik samtidig lavet en styrbord-bagbord fejl. Det gav en rundestraf og en tur tilbage over startlinien, så starten var alt andet end god. Alligevel lykkedes det i den lette vind at sejle sig op på en 5. plads i sejladsen – og det blev deres dårligste resultat og dermed fratrækkeren.

I løbet af 4. sejlads forsvandt vinden næsten helt, og den smule der var drejede meget. Sejladsen blev en langstrækt omgang og flere sejlere nåede ikke ind inden for tidsfristen.

Efter førstedagen havde Filip & Julie 8 point, og et 7 point forspring til Philip & Jeppe fra Vejle i DEN 2412.

Vejrmeldingen lovede mere vind og sol til søndagen. Første sejlads startede i 6-8 m/s og høj sol. Filip & Julie satsede på en styrbord start, for at få større vindtryk i styrbord side af banen, selv om der var klar fordel på bagbord side af startlinien. Det betød at de startede et stykke nede i feltet, men fik sejlet sig op til toppen, hvor også Philip & Jeppe fra Vejle lå.

Blandt bådene var der forskellige strategier for lænsebenet – nogle skar med genakkeren, nogle gik dybt med genakker og andre sejlede butterfly uden genakker. Filip & Julie valgte at skære med genakker og havde en lille føring ved anden runding af fjerde mærke, som dog blev mistet til Philip & Jeppe.

I løbet af 5. sejlads friskede vinden, som vejrudsigterne havde forudsagt, og det gav nogle både problemer med kæntringer.

Ved starten til 6. sejlads blæste det 8-10 m/s. Der var mere fart på bådene, og med 30. sekunder til start kunne vi fra følgebåden se Filip & Julie ligge et stykke neden for linien med kurs mod styrbord mærke, og det gav lidt bekymring. Men båden bommede neden om feltet, slog til bagbord halse på bagbordmærke layline og kom perfekt timet med fuld fart i båden og gik foran hele feltet hvorfra de kunne kontrollere de nærmeste konkurrenter. Det blev en tæt duel med Philip & Jeppe indtil 2. runding af 3. mærke, hvor de fleste i feltet valgte butterfly strategien. Filip & Julie rundede mærkedet, lavede et almindelig genakker sæt, og bommede kort efter ind i banen hvor vindtrykket var højere. Med en flot udført genakker skæring i frisk vind, og en række planende bomninger ned gennem banen øgede de forspringet til Philip & Jeppe så meget at de igen gik i mål med et halv krydsbens føring.

Efter 6. sejlads øgedes vinden yderligere, og baneledelsen valgte først at sende Optimisterne ind, og derefter blev Fevaerne og Hobbie 405 sendt på land, og dermed var sejladserne overstået.

Louise & Caroline sluttede på en samlet 11. plads med 2 flotte 7. pladser i 2. og 6. sejlads på resultattavlen, og for vores øvrige Køge Bugt venner blev det til en samlet 7. plads til Nicoline & Andreas fra SKB og en 8. plads til Pernille & Mads ligeledes fra SKB.

Der blev således gennemført 6 sejladser, hvor der blev sejlet fair i en bred vifte af vindforhold fra næsten ingen vind, over mellemluft til så meget vind at sejladserne blev udsat. Der er ingen tvivl om at sejren gik til den bedste besætning, der under alle forhold havde holdt et højt og jævnt niveau.

Det var stolte sejlere som kunne stille sig øverst på podiet og modtage en stor pokal, et gavekort på et startur fra Børrensen og en iPod Shuffle med indgraveret TORM Logo. På 2. pladsen stod Philip & Jeppe fra Vejle med 12 point – dobbelt så meget som vinderen, og 3. pladsen gik til Alexander & Claes fra Thurø med 3 gange så mange point som Filip & Julie.

De store pokaler har et fint billede af en Feva indgravet – og når man kigger efter kan man se det BSS båden Felicia DEN 2384 med Filip & Julie som besætning, og det er netop den båd Louise & Caroline deltog i ved dette års SailExtreme.

Ved SailExtreme 2009 blev Filip & Julie nummer 4, og nåede netop ikke på podiet, mens Philip & Jeppe blev nummer 3. Det tyder på at formen er bedre i år end sidste år.

Du kan læse mere om sejladsen i Folkebladet, Sydkystens Nord og Sydkystens Syd.

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Vores partnere

Bliv partner
Dansk Sejlunion
OK energiselskab
Brøndby Kommune
HempelFondens SØSAT pulje
Friluftsrådet
Trygfonden
Spar Nord Fonden
DIF
DGI
Skriv til os

66666100