Ungdomsarbejdet i BSS får endnu et løft med fuldførelsen af den materielstrategi, der blev lagt i 2009.

 

Ny følgebåd

Den øgede aktivitet i BSS Ungdom de seneste år og særligt deltagelsen i mange kapsejladser i ind- og udland, gav os et problem i forhold til støtte af sejlerne på vandet. Klubbens følgebåde var ikke egnede til formålet. Den båd, vi havde taget med ud, kunne ikke anvendes i al slags vejr og var vanskelige at transportere, især da begge hjullejer på den bedagede trailer kollapsede. Problemet var derfor forudset og blev taget med i strategiplanen for BSS Ungdom, der blev vedtaget i 2009 og var en del af grundlaget for BSS som Ungdomsvenlig Sejlklub.

I slutningen af 2010 besluttede BSS' bestyrelse, at BSS Ungdom kunne disponere en ny følgebåd af RIB-typen. En RIB til følgebådsbrug koster normalt 150.000-200.000 kr., men det lykkedes at finde en ny RIB med 50 HK motor og vejtrailer til kun 65.000 kr., der nu er indkøbt og tages i brug ved sæsonstart. Samtidig har Brøndby kommune valgt at støtte projektet med en flydeponton til opbevaring af RIB'en, når den er ikke er i brug.

Den nye følgebåd betyder, at vi fremover meget bedre kan støtte vores sejlere på vandet - også de, der sejler hurtigt. Vi udskriver snart en navnekonkurrence her på hjemmesiden, lige som vi gjorde, da de to nyeste Feva'er skulle navngives i 2009.

Tre nye RS Tera

Strategiplanen fra 2009 viste også, at der var nogle "huller" i forhold til vores tilbud til de unge sejlere, der voksede ud af optimistjollen. De sejlere, der ville sejle sammen i en tomandsjolle, kunne hoppe lige over i én af vores fire RS Feva-joller, som vi har haft rigtig stor succes med. For de, der hellere ville sejle alene, havde BSS Ungdom ikke noget tilbud efter optimistjollen.

Dansk Sejlunion har i foråret 2011 gentaget en stor succes fra 2009, hvor 201 RS Tera-joller blev solgt til danske sejlklubber med et klækkeligt tilskud fra unionen. RS Tera er nem at sejle, holdbar og fleksibel, da vi kan skifte mellem to størrelser af sejl, afhængig af sejleren. I år har BSS Ungdom bestilt tre RS Tera-joller, der omgående bliver taget i brug, når de er afhentet - forhåbentlig allerede ved sæsonstart. Som det ser ud lige nu, har Freja og Louise fra BSS Ungdom allerede tilmeldt sig VM i RS Tera, der i år afholdes i Aabenraa. Sidste år vandt Freja bronze for piger ved VM i Frankrig.

De nye Tera'er finansieres fuldt ud af sponserede midler, bl.a. Dansk Sejlunions ungdomslederpris på 20.000 kr, som Mogens Hansen modtog i 2010.

Vi udskriver selvfølgelig også en navnekonkurrence for de nye RS Tera'er.

Vi glæder os over, at det har været muligt at opfylde de ambitiøse mål, vi satte os, da vi skrev strategiplanen i 2009. Vi havde blandt andet over 140 aktivitetsdage i 2010. Dette aktivitetsniveau har kun været muligt ved hjælp af uanede mængder frivilligt arbejde, stor økonomisk støtte fra kommune og fonde og en sejlklub, hvor ungdomsarbejdet tages seriøst og anerkendes. BSS Ungdom er klar til sæsonen 2011.